VÆRDIGRUNDLAG OG PÆDAGOGISKE OVERVEJELSER »

 

 

Vi er en børneinstitution hvis fokus ligger på at give børnene en hverdag i tæt samspil med dyr og derved vil udendørsaktiviteter blive højt prioriteret. Vi vil tilrettelægge hverdagens aktiviteter i forhold til den enkelte årstid. Børnene vil tage del i dyrkning af grøntsager og vil have en naturlig tilknytning og forpligtelse i forhold til dyrene. De vil tage del i fordring og følge med når der kommer nyt afkom.

Vi syntes det er vigtigt at skabe nogle gode rammer for børnenes leg. Vi ser de voksne som værende til inspiration og aktivt deltagende i legen og på den måde være med til at videreudvikle den. Vi ønsker en hverdag med en vis struktur og genkendelighed for børnene samtidig med at spontanitet ses som en vigtig og givende værdi. Vi ønsker at have fokus på relationen børnene imellem og hjælpe dem til at skabe og bevare venskaber. Når venskaber går i stykker og konfliktsituationer opstår, ser vi en stor opgave i at give børnene nogle redskaber til at løse dette.

Det er vigtigt for os, at både børn og voksne bliver mødt med respekt og anerkendelse. Det giver barnet en oplevelse af værdi. Omgangstonen på Børnegården er imødekommende og venlig i en varm og positiv atmosfære. Vi vil gerne at barnet bliver set, hørt og svaret. Vi vil lægge vægt på at værdier som nysgerrighed, kreativitet, fantasi, engagement og glæde skal præge sam- og nærværet med børnene.

Med de udstukne rammer, normeringen og ikke mindst den enkelte medarbejders tilgang til de givne opgaver vil målet være, at skabe en passioneret arbejdsplads for personalet, hvilket vil have en smittende effekt for børnene. Vi vil gerne at personalet er glade for at være på arbejde. Vi tænker en flad, men tydelig ledelsesstruktur, hvor værdier som nærvær og god omgangstone vægtes højt.

 

 

 

 

Børnegården Solbjerg © 2003 • Privacy Policy • Terms Of Use

 

Børnegården i Solbjerg